Dukker

Vore dukker er bløde og varme og lige til at knuselske!
Waldorfdukker hedder de, og den betegnelse betyder især, at dukkens hoved er formet af uld og med stærke tråde på en måde, der giver en fast, naturlig facon, og som er harmonisk i forhold til dukkens krop. Grundhovedet beklædes derefter med “hud” af bomuldstrikot og øjne og mund håndbroderedes, eller tegnes, på enkleste vis. Waldorfdukken skal helst være så neutral i sit udtryk som muligt fordi den skal, i barnets fantasi, kunne alting - grine og græde, spise og sove...
Dukken til spædbarnet behøver ikke være mere end et hoved, uden hår men med hue, og en krop af to klude, hvoraf spidserne på den ene er knyttet i til hænder, og på den anden til fødder. Alle snipperne gør det nemt for babyen at gribe fat i dukken.
Noget senere har barnet nok brug for en krammedukke. Den har hue på hovedet, lidt pandehår måske, og en krop og arme af bomuldstof fyldt blødt med kartet uld. Kroppen kan enten formes forneden som en pose, eller have ben. Hænderne er uldfyldte kugler af trikot syet fast til armene.
Når barnet er 2 1/2 - 3 år er det udviklingsmæssigt klar til en “rigtig” waldorfdukke. Den er mellem 30 og 40 cm høj, har hår af uldgarn, ofte friserbart, og nøgen krop og lemmer af bomuldstrikot stoppet med kartet uld. Den kommer gerne med både undertøj, kjole eller bluse og bukser af bomuld som barnet kan tage af og på. Endnu en mulighed er babydukken på 40-45 cm som har påsatte, bøjede arme og ben, og har ble foruden det enkle babytøj.
Dukkerne kan vaskes, men forsigtigt. En varm klude med sæbevand kan klare overfladisk snavs. Hvis det er nødvendigt, kan dukken vaskes (brug vaskepose) i vaskemaskinen på uldprogrammet. Form derefter dukken i facon og lad den ligge til den er helt tør, og ikke i direkte varme. Det er godt at huske på, når man vasker en waldorfdukke, at varmt sæbevand kan danne kartet uld om til filt!